HSCH 2011-09-04
På Skolen på Duevej har lærerne konsekvent anvendt logbøger i undervisningen i Håndværk og Design. Lærerne understøtter elevernes logbogsskrivning ved at stille spørgsmål, skrive fagudtryk på tavlen og opfordre til selvstændig skrivning. Lærerne læser i logbøgerne undervejs, læser også i bøgerne sammen med den enkelte elev, ligesom elever opfordres til at læse højt for hele gruppen til indbyrdes inspiration.
En gennemlæsning af disse 68 logbøger fra perioden, hvor der blev arbejdet med temaet design og fremstilling af ”Legetøj, der bevæger sig”, viser en række forskellige sider af de læreprocesser, der var i spil.
Herunder anføres en række udvalgte citater, der for anskuelighedens skyld opdeles i forhold til, om de er skrevet i elevernes ide- og planlægningsfase, arbejdsfase eller afsluttende fase.
Ide- og planlægningsfase
- ”Man kunne sætte et rør op der drejer 95 grader og så kan man dreje den nederste del. Man putter en kugle i den øverste del og så vælter den nogle kegler.”
- ”Jeg har lavet en skitse af mig og x’s bil. Jeg har også målt og tegnet. Jeg synes det var svært at bruge en passer og det var lidt svært at bruge en vinkelmåler. Vores lærer hjalp os med at bruge en bedre vinkelmåler. Jeg kunne bedst lide at tegne. Jeg har lært at bruge en vinkelmåler. Mig og x gjorde lige meget”
- ”Jeg vil gerne bygge en bil af træ. Den skal køre på håndkraft og hjul. Man kunne også male bilen og spænde den op så den kører selv”
- ”Jeg har arbejdet med at tegne. Det var svært at vise ideen til min makker.”
- ”Jeg har arbejdet med ideer, med at finde ud af vores ide. Jeg var glad for vores ide. Jeg har lært at tegne bedre.”
- ”Jeg har tegnet en arbejdsplan til en robot, der kan danse. Det var lidt svært at finde ud af, hvad den skulle være lavet af og hvordan den skulle bevæge sig, men det lykkedes. Jeg arbejdede sammen med x så vi hjalp hinanden og ellers fik jeg hjælp fra de voksne. Det var sjovt at finde ud af, hvordan den skulle se ud. Jeg har lært at det er sværere at lave legetøj end det ser ud til.”
- ”En kanin, der har sådan nogle hoppedimser på og noget metal, der er på kaninen og på guleroden.”
- ”I dag har jeg arbejdet med et spøgelse, som kan skydes af sted – og tegnet tegning. (Det er godt/mål): - at finde på en ide. – at x og mig hjalp hinanden. – at man selv kunne bestemme. – at blive bedre til at forstå. – at blive bedre til at komme med forslag.”
- ”Jeg har arbejdet med vores legetøj. Det var svært at blive enige. X(lærer) og y(makker) hjalp mig. Jeg er glad for at vi kom i gang. Vi har lært at planlægge. Min indsats var god. Næste gang skal vi ikke fjolle så meget.”
- ”I dag har jeg arbejdet sammen med søde x og vi valgte mit legetøj, der var blomsterspringvand. Vi snakkede om, hvordan man kunne gøre det bedre. Da vi var færdige skulle vi arbejde med at tegne og skrive materialet til vores legetøj. Det var svært at finde ud af, hvordan man kunne få det bedst.”
Arbejdsfase
- ”I dag har jeg savet i smig med en listesav og det var svært. Næste gang skal vi bruge lister i stedet for rundstokke til kanterne.”
- ”I dag har jeg prøvet at finde ud af, hvordan hovedet skal være fra siden af frøen. Det gik godt fordi jeg nåede at lave noget på hovedet. Jeg har lært at frøen skal være tyk på forskellige vinkler. Næste gang skal jeg lave videre på hovedet.”
- ”I dag har mig og x ”afprøvet” nogle ideer om, hvordan robotten skal bygges. Vi prøvede at lime to mælkekartoner sammen. Det var ret svært. Bagefter fandt vi ud af at det var noget forkert lim. X (lærer) hjalp os nogle gange. Jeg har lært at man skal tænke sig om før man begynder.”
- ”Vi skal sætte hjul på bilen og bagefter pynte den. Vi skal sømme hjulene ind igennem plastik. Det er svært, så det tager nok lidt lang tid. Vi skal pynte bilen med hjul, perler, følehorn osv. Jeg tror godt vi kan nå, at få sat hjulene på i dag, og måske nå at pynte den lidt, håber vi.”
- ”I dag har jeg kigget på at x og y, men mest y, har savet. Det gik fint fordi det var sjovt at kigge på. For jeg vidste ikke selv, hvordan man saver med løvsav. Jeg var glad for at se, hvordan man brugte en løvsav. Jeg har lært, hvordan man bruger en løvsav. Næste gang skal vi forhåbentlig save.”
- ”I dag har jeg arbejdet med hjulenes omdrejningspunkt. Det var en spændende opgave og jeg har lært om larvefødder og det var rigtig sjovt. Næste gang skal jeg arbejde med propellen.”
- ”I dag har jeg arbejdet med at save. Det gik nogenlunde men vi kunne godt have nået noget mere.”
- ”Jeg har arbejdet med de perlemennesker vi lavede sidste gang. Vi har fundet materialer. X(lærer) hjalp os, når vi var løbet tør for ideer og y(lærer) hjalp os med at finde nogle materialer. Der var ikke rigtig noget svært i dag, for vi kendte det hele og vidste, hvad vi skulle, men næste gang bliver det nok svært, for vi skal lave et stativ til baljen. Jeg er virkelig glad for at vi fik alle materialerne på plads og det var også rart at få lavet perlemenneskerne færdig. Jeg har lært hvordan plexiglas ser ud.”
- ”I dag har jeg savet videre på Kina Bob. Det gik fint fordi vi bare har savet. Jeg har lært, at det x og jeg tænker – at det nogle gange ikke bliver som vi har forventet.”
- ”I dag har jeg filet, savet og høvlet og fundet ud af, at det hele var forkert. Jeg har klaret det ret godt i dag og næste gang skal jeg gøre det samme. Det var sjovt at finde ud af, at x (makker) havde lavet en prototype.”
- ”I dag har jeg arbejdet med at putte fjer på. Det gik ikke så godt fordi det ikke lykkedes og den kunne ikke køre/dreje. Det var svært at dreje den. Næste gang skal vi finde en løsning på problemet.”
- ”Jeg arbejdede med: sømmede og savede og ikke mere. Det var svært at save, vi kom ikke så langt. Jeg har lært: Når man bruger lim og dykker går det ikke i stykker.”
- ”I dag har jeg arbejdet med at hamre siderne sammen. Det har været lidt svært at hamre sømmene ordentligt i, fordi jeg kom til at hamre skævt. Jeg har lært en måde at hamre bedre på. Næste gang skal jeg save en bund til trækassen.”
- ”Jeg har arbejdet med træ og høvl i dag. Det var svært at høvle. Jeg har lært, at man ikke skal give skylden på værktøjet. Min arbejdsindsats har været god. Næste gang skal vi arbejde med træfigurerne.”
- ”Vi har savet og vi fandt ud af, hvordan vi skulle høvle en lille ting. Det gik godt fordi vi var kreative og det var også sjovt. Jeg har lært at save igen.”
- ”Jeg har arbejdet med at få flamingoen til at passe og at finde på noget, så blomsten kan sidde fast. Det var svært at finde ud af hvordan blomsten kunne sidde fast.”
Afsluttende fase
- ”Vores produkt er en slangebøsse og en målskive af træ. Vi har brugt krydsfiner, maling og træ. En masse værktøj. Det var svært at bore. Vi har brugt dyvel i stedet for søm. Vi har været glade for at være sammen. Jeg har lært at bore lige.”
- ”Vi har lavet en bille, som blev til en bil, der kan køre. Vi har brugt træ og krydsfiner. Det var svært at arbejde sammen i starten. Jeg har lært navne på en masse værktøj.”
- ”Vores produkt er en bil som skulle køre ved hjælp af en motor, men det blev til elastik og hjul. Vi har anvendt træ, lim og søm. Vi har brugt løvsav, skruetvinge og hjulbor. Det var svært at komme i gang igen fordi man skulle vente en uge. Det var også svært at bore søm ned gennem træet.”
- ”Vores næbdyr er lille, buttet og brunt med træhjul. Vi har arbejdet med stof, søm, krydsfiner, hammer, fukssvans, dykker, løvsav. At samarbejde var svært. Vi har ændret arbejdstegningen. Vi har været glade for at arbejde med værktøj. Vi har lært at arbejde sammen til sidst.”
- ”Vores legetøj er en snurretop, der har form som en fjerbold. Den har også en arena, som de kan kæmpe på. Man skal holde sin snurretop på banen længst tid. Hvis den falder, er man ude. Den sidste bold, der kører har vundet. Vi har arbejdet med træ, sort maling og søm. Vi har brugt en hammer. Vi har også haft ret meget brug for en skruetvinge, en sav, lim, sandpapir, en pensel, en lineal og malertape. Det var svært at sømme søm i arenaen i begyndelsen. I starten skulle vi ikke have søm i snurretoppen, men vi opdagede at den kunne dreje bedre rundt. Jeg har været glad for at x har kunnet hjælpe mig. Vi har lært at der er noget, der hedder skruetvinge. Min indsats har været god, men jeg synes at det var lidt svært.”
- ”Vores produkt gik godt med nogle små bump på vejen. Vores materialer var træ og maling. Vi brugte også redskaber. De redskaber vi brugte var sav, sandpapir, bor, pensel, blyant og en spænde. Det var svært at få den til at køre med magnetisme. Så vi gav op og fik det til at køre på hjul i stedet. Vi har været glade for at have hinanden som makkere, fordi vi arbejdede godt sammen. Vi har lært at det ikke altid bliver som man vil have det. Vores indsats har kørt godt, vi har fordelt det mellem os.”
- ”Vi startede med at lave en kanin, som vi lavede meget om på hele tiden. Den havde røde øjne og en sort hale. Vi havde også lavet arme og ben, men vi nåede ikke at sy dem på. Så vi har klippet øjnene og halen af. Så nu er det blevet til et æg, fordi vi ikke kunne nå at lave den færdig, men i det mindste kan den synge en fødselsdagssang. Vi har brugt stof, fyld og tråd. Af redskaber har vi brugt symaskine, nål og hænderne. Det var meget svært at blive enige og at samarbejde og det var også svært når vi ikke havde så meget tid. Og det var også en lille smule svært at koncentrere sig. Vores ændring har været, at vi har lavet vores kanin om til et stort hvidt æg. Vi har været særlig glade for at arbejde med emnet og sy på symaskine. Vi har lært at vi skal blive bedre til at arbejde sammen, og at man skal vente på hjælp, hvis der er noget man ikke kan finde ud af i stedet for bare at prøve selv. I det her projekt synes jeg, at jeg har haft en god indsats.”